Nisselundens Hemmelighed
Det var en frostklar decemberaften, og snefnuggene dalede blidt ned over landsbyen. Inde i det lille, røde hus sad Sofie på fire år og puttede sig i sin bløde pyjamas. Hendes trofaste hund, Buster, lå ved hendes fødder og sov med et lille snork.
“Mor, tror du, julemanden snart kommer?” spurgte Sofie, mens hun kiggede ud af vinduet pĂĄ den sneklædte have.
“Det kan han meget vel,” svarede mor og smilede. “Men husk, Sofie, han kommer kun, hvis man sover sødt.”
Sofie nikkede og besluttede sig for at tage et sidste kig ud i haven, inden hun gik i seng. Hun trak gardinet til side – og gispede! Der midt i haven stod et stort, glinsende rensdyr med en skinnende næse og kiggede direkte på hende.
“Buster! Mor! Der er et rensdyr i haven!” rĂĄbte hun og løb hen til døren.
Mor troede først, Sofie spøgte, men da Buster rejste sig og begyndte at logre ivrigt, fulgte hun med. Sofie og Buster listede sig udenfor, pakket ind i tæpper. Og der, midt i sneen, stod det. Rensdyret.
“Hej lille pige,” sagde rensdyret pludselig med en dyb, venlig stemme.
Sofie gispede igen. “Du… du kan tale!”
“Selvfølgelig,” svarede rensdyret og lo. “Jeg hedder Nova, og jeg er et af julemandens rensdyr. Men jeg er kommet væk fra flokken, og jeg skal finde vej tilbage til Nordpolen.”
Sofie rynkede panden. “Nordpolen? Hvordan kan vi hjælpe dig?”
“Julemandens slæde flyver først, nĂĄr alle rensdyrene er samlet,” forklarede Nova. “Jeg mĂĄ tilbage inden midnat, ellers nĂĄr han ikke rundt med gaverne.”
Sofie klappede i hænderne. “Vi skal hjælpe dig, Nova! Kom Buster, vi finder en løsning!”
De gik ind i huset, hvor Sofie fandt sin fars gamle lommelygte. Sammen med Nova og Buster begyndte de at lede efter spor i sneen. De fulgte rensdyrets smĂĄ hovaftryk gennem haven og hen mod en lysning i skoven.
Pludselig hørte de en klokke klinge i mørket.
“Det er bjælderne fra julemandens slæde!” udbrød Nova. “Vi er tæt pĂĄ!”
De løb hen mod lyden, og ganske rigtigt – der stod en stor, gylden slæde med lysende lanterner. Seks andre rensdyr ventede utålmodigt, og en stor mand med rød dragt og hvidt skæg stod og klappede dem.
“Nova! Hvor har du været?” spurgte julemanden.
“Jeg blev væk i sneen,” svarede Nova flovt, “men Sofie og Buster hjalp mig tilbage.”
Julemanden lo og klappede Sofie pĂĄ hovedet. “Tusind tak, min ven. Uden din hjælp var jeg aldrig blevet klar til juleaften.”
Som tak fik Sofie en lille gylden klokke. “Denne klokke vil altid minde dig om i aften,” sagde julemanden og blinkede til hende.
“Nu mĂĄ vi af sted,” sagde Nova. “Glædelig jul, Sofie!”
Og med et svuptag fløj slæden op mod himlen, mens Sofie og Buster stod tilbage i sneen og vinkede.
Da Sofie gik i seng den nat, holdt hun den lille klokke tæt til sig. Og i sit hjerte vidste hun, at dette ville blive en jul, hun aldrig ville glemme.