Nissefamilien i skuret
Det var en smuk vinterdag, og sneen dalede stille ned udenfor. Inde i det varme hus sad lille Emma, der lige var blevet 3 år, og kiggede ud ad vinduet. Hun så ud over den hvide sne, og pludselig fik hun øje på noget! Derude, lige ved træerne, kunne hun se en lille, rød hue bevæge sig. Emma gned øjnene og kiggede igen – var det en nisse?
“Hvad er det derude, far?” spurgte Emma nysgerrigt, mens hun pegede mod vinduet. Hendes far kom hen og kiggede ud. “Det ligner en lille nisse,” sagde han med et smil. “Tror du, det er en rigtig nisse, far?” spurgte Emma med store øjne.
“Ja, det kunne det godt være,” sagde hendes far. “Skal vi tage ud og lede efter nissen?” Emma nikkede ivrigt, og de begyndte begge hurtigt at tage deres varme jakker, støvler og huer pĂĄ. De ĂĄbnede døren, og en kølig vind mødte dem, men sneen knirkede blødt under deres fødder.
Udenfor var det næsten helt stille, kun sneen dalede ned fra himlen. Emma og hendes far gik hen til det sted, hvor Emma havde set den røde hue. Der, i sneen, opdagede de noget spændende. Små, bitte fodspor var tydeligt trykket ned i den hvide sne.
“Se, far!” rĂĄbte Emma begejstret. “Nissefodspor!” Far nikkede og bøjede sig ned for at kigge nærmere. “Ja, det ser ud til, at en nisse har været her,” sagde han. “Skal vi følge sporene og se, hvor de fører hen?” Emma kunne næsten ikke vente.
Sammen fulgte de de smĂĄ fodspor gennem haven. De gik forbi træerne, hen over den snedækkede græsplæne, og fodsporene førte dem lige hen til deres skur. “Tror du, nissen er derinde?” hviskede Emma spændt.
Far ĂĄbnede forsigtigt døren til skuret, og til deres store overraskelse sĂĄ de ikke bare Ă©n nisse – men en hel nissefamilie! Der var en nissefar, en nissemor og tre smĂĄ nissebørn. De sad allesammen sammen og sĂĄ ud til at fryse en smule. Emma kiggede pĂĄ dem med store øjne. “Far, de ser kolde ud!” sagde hun bekymret.
Far nikkede. “MĂĄske er de sultne og har brug for noget varmt at spise,” foreslog han. “Hvad siger du til, at vi henter lidt mælk og risengrød til dem?” Emma smilede stort. “Ja, lad os gøre det!”
Far og Emma skyndte sig ind i huset igen. De lavede en stor skål risengrød og hældte noget varm mælk op i et krus. Da de kom tilbage til skuret, blev nissefamilien så glade! Nissemoren smilede varmt og nissefaren nikkede taknemmeligt. De små nissebørn klappede i hænderne, da Emma stillede risengrøden og mælken foran dem.
“Tak, tak, tak!” sagde nissemoren. “I har reddet vores dag! Vi var faret vild og kunne ikke finde noget mad i sneen.”
Emma og hendes far blev stĂĄende lidt og sĂĄ pĂĄ, mens nisserne spiste. Da nissefamilien var færdig, rejste nissefar sig op. “Vi mĂĄ videre nu,” sagde han venligt. “Men vi vil aldrig glemme jeres venlighed. MĂĄske besøger vi jer igen til næste jul!”
Emma vinkede farvel til nisserne, da de forsvandt ud af skuret og ind i vinterens hvide landskab. Hun kiggede op pĂĄ sin far og smilede. “Tror du, de kommer tilbage næste ĂĄr, far?” spurgte hun.
Far lo og klappede hende pĂĄ hovedet. “MĂĄske. Men en ting er sikkert: Nisser glemmer aldrig en venlig gerning.”
Og fra den dag af var Emma altid spændt, når sneen begyndte at falde – for måske, bare måske, ville hun se en lille, rød hue igen næste jul.