Emma og Hunden Max
Der var engang en pige ved navn Emma. Emma havde altid ønsket sig en hund, og hun havde brugt mange dage på at drømme om, hvordan det ville være at have sin egen firbenede ven. En dag, da hun kom hjem fra børnehave, stod der en stor overraskelse i stuen. Der sad en lille, brun hvalp med store, glade øjne og logrende hale.
“Hej, Emma!” sagde mor og far. “Mød Max, din nye hund!”
Emma blev så glad, at hun næsten ikke kunne stå stille. Hun løb hen og krammede Max forsigtigt. “Hej, Max,” hviskede hun. “Jeg vil passe godt på dig.”
Den første dag med Max var fyldt med sjov og leg. Emma lærte hurtigt, at Max elskede at lege med bold og jage sin egen hale. Men mor og far mindede Emma om, at det ikke kun var leg og sjov at have en hund. Der fulgte også ansvar med.
“Emma,” sagde far, “det er vigtigt, at du lærer at passe på Max. Hvalpe har brug for meget opmærksomhed og omsorg.”
Mor nikkede. “Max skal fodres, gås tur med, og han skal også lære gode manerer.”
Emma lyttede nøje og var ivrig efter at lære, hvordan hun bedst kunne passe på Max. Den første opgave var at give Max mad. Mor viste Emma, hvor hundefoderet var, og hvor meget Max skulle have.
“Husk at give Max mad på samme tid hver dag,” sagde mor. “Det hjælper ham med at føle sig tryg og glad.”
Emma hældte forsigtigt maden i Max’ skål og kaldte på ham. Max kom logrende og begyndte at spise med stor appetit. Emma smilede, mens hun så ham spise.
Næste opgave var at gå tur med Max. Far fandt en lille sele og snor, og Emma fik lov til at sætte dem på Max. De gik udenfor, og Emma holdt fast i snoren, mens Max snusede rundt og udforskede verden. De mødte naboens kat, som Max prøvede at lege med, men Emma holdt ham forsigtigt tilbage.
“Vi må være forsigtige, Max,” sagde hun blidt. “Vi skal lære at gå pænt.”
Efter en god gåtur var det tid til at træne Max. Mor havde lært Emma nogle enkle kommandoer som “sit” og “bliv”. Emma fandt nogle små godbidder og begyndte at træne Max i haven.
“Sit, Max,” sagde Emma og holdt en godbid op.
Max kiggede nysgerrigt på hende og satte sig ned. Emma gav ham godbidden og roste ham. “Dygtig hund, Max!”
De trænede lidt hver dag, og Max blev hurtigt bedre til at lytte. Emma lærte, at det krævede tålmodighed og kærlighed at træne en hund.
En dag, mens de legede i haven, så Emma, at Max havde fundet et sted at grave. Han havde allerede gravet et lille hul.
“Åh nej, Max!” råbte Emma. “Du må ikke grave i haven.”
Mor kom ud og så, hvad der var sket. “Det er normalt for hvalpe at grave,” sagde hun. “Vi skal lære Max, hvor han må grave.”
De fandt en lille sandkasse, hvor Max kunne grave, og Emma viste ham den nye plads. “Her må du grave, Max,” sagde hun og gav ham en godbid, da han begyndte at grave i sandkassen i stedet for i haven.
Emma lærte hurtigt, at det krævede meget arbejde at passe på en hund, men hun elskede det. Hun elskede at fodre Max, gå ture med ham, træne ham og lege med ham. Og Max elskede Emma.
Hver aften, når solen gik ned, sad Emma og Max sammen på terrassen. Max lagde sit hoved på Emmas skød, og Emma klappede ham blidt.
“Jeg elsker dig, Max,” hviskede Emma. “Jeg vil altid passe på dig.”
Og sådan gik dagene. Emma og Max blev bedste venner, og Emma lærte, hvad det betød at have ansvar for et kæledyr. Hun vidste, at kærlighed og omsorg var nøglen til at passe godt på Max, og hun var glad for at have ham som sin trofaste ven.
Sådan lærte Emma at tage sig af sin lille hvalp Max, og de levede lykkeligt sammen i mange år.